DA

Succesfulde forretningsfolk ser ud på mange måder

Som Børsen Gazelle-partner 2023 sætter vi i EIFO fokus på diversitet

En dygtig iværksætter og CEO ser ud på mange måder. Det samme gælder for den uundværlige sælger eller det helt rigtige bestyrelsesmedlem.

Jo mere diversitet, der er ude i Danmarks virksomheder, jo flere perspektiver, erfaringer og idéer kan forretningen nyde godt af.

I EIFO, Danmarks Eksport- og Investeringsfond, ved vi, at menneskene bag succesfulde virksomheder allerede afspejler mangfoldigheden i Danmark mere, end vi tror. Samtidig ved vi også, at der stadig er mange uudnyttede diversitetsgevinster i store dele af dansk erhvervsliv.

Foto: 3 af 5 diversitets-annoncer / november 2023

Vi har brug for endnu flere kvinder i toppen af dansk erhvervsliv, herunder også i iværksætteri, men diversitet er bredere end køn og går meget videre end ledelsesgangen. Det er også diversitet i forhold til alder, uddannelsesbaggrund, etnicitet, seksuel orientering, helbred og alt muligt andet.

I EIFO arbejder vi for at øge diversiteten i dansk erhvervsliv, fordi det er det rigtige at gøre - både ud fra et samfundsperspektiv og et forretningsperspektiv.

Sådan arbejder EIFO for øget diversitet

Diversitet er et strategisk fokusområde i EIFOs nye forretningsstrategi

Diversitet som strategisk fokusområde

Diversitet er et strategisk fokusområde i EIFOs nye forretningsstrategi, og diversitet er dermed et emne, som vi kommer til at arbejde meget med i de kommende år. EIFO har et godt udgangspunkt for at arbejde med diversitet i kraft af især Vækstfondens arbejde med emnet gennem de senere år. Vi er meget forpligtede på at fortsætte og udvikle indsatsen for at øge diversiteten i dansk erhvervsliv og har konkrete initiativer på vej - både i vores forretninger med danske virksomheder og i vores egen organisation.

Fremme af diversitet i EIFOs portefølje

Direkte investeringer
Hvert år investerer EIFO i en række nye selskaber på tværs af industrier. Som investor har vi en vis indflydelse i selskaberne, som vi blandt andet bruger meget aktivt til at tage en dialog specifikt om diversitet, hvis det er nødvendigt. Det kan fx være, hvis der er for meget homogenitet i founder-teamet eller i bestyrelsen, hvilket giver en risiko for blinde vinkler og bias. I de tilfælde forsøger vi at skubbe virksomheden til at indtænke noget mere diversitet. Her er køn en central parameter, men i sidste ende er det folks baggrunde og kompetencer, og det, de bringer til bordet, der er det vigtigste.

 

Indirekte investeringer
EIFO investerer også i fonde, der investerer videre i unoterede selskaber. Vi investerer i mange forskellige typer af fonde, herunder også fonde med fokus på diversitet. Fx har vi investeret i fonden Unconventional Ventures, som er den første europæiske fond med et erklæret mål om at investere i virksomheder stiftet af kvinder og af personer med indvandrer- og LGBTQ+-baggrund. Crowberry Capital er en anden fond med et specifikt kønsdiversitetsfokus, som EIFO har investeret i. 

 

Opkvalificering af medarbejdere
En del af vores kundeansvarlige i både udlåns- og investeringsforretningen har modtaget træning i ubevidste bias, så vi er mere kompetente til at håndtere egne ubevidste bias.

Fremme af diversitet i erhvervslivet og økosystemet

The Diversity Commitment
Vækstfonden underskrev i 2021 The Diversity Commitment, som forpligtede fonden til at rapportere på en række diversitetsmål for egen organisation og for alle fondens direkte investeringer. Partnerskabet er nu overgået til EIFO, som fremover vil rapportere på de forskellige måltal og fortsat arbejde mod at opfylde samtlige mål i The Diversity Commitment. Læs om resultaterne i den seneste rapportering her (linker til LinkedIn).

Debatter og medier
EIFO deltager jævnligt i debatter, hvor vi går i dialog med virksomheder og aktører i økosystemet om diversitet. Senest var EIFO selv vært for et møde om kapital til kvindelige iværksættere indkaldt af erhvervsminister Morten Bødskov (se video fra mødet på denne side). Og tidligere i år deltog EIFO i paneldebat på TechBBQ-konferencen i København i september 2023 og i flere debatter på Folkemødet 2023 (se også video fra Folkemødet på denne side). EIFO optræder desuden jævnligt i artikler i medierne om diversitet og ligestilling og beslægtede emner. 

Diversitet i EIFOs egen organisation

Mangfoldighedspolitik
Læs mere om diversitet og mangfoldighed i EIFO i vores mangfoldighedspolitik.

Diversitet handler om at få hele talentpuljen i spil

Når man som virksomhed vil vokse lige så hurtigt som en gazelle, eller blot klare sig i den stadigt hårdere konkurrence, så skal man være dygtig til at optimere alle dele af sin forretning, også rekrutteringen. Diversitet handler om at få hele talentpuljen i spil.

Vi er ikke i mål endnu, hverken i EIFO i vores interne arbejde med diversitet eller i Danmark som samfund, og derfor har vi valgt at bruge vores partnerskab med Børsen Gazelle i 2023 til at sætte fokus på emnet. Det gør vi med en kampagne, der bruger beklædning og stil som metafor for diversitet.

Foto: 2 af 5 diversitets-annoncer / november 2023

Ingen virksomhed kan ændre udviklingen alene, men alle virksomheder kan bidrage til at rykke erhvervslivet i den rigtige retning, som Dansk Industri siger i deres initiativ Diversitetsløftet.

Hvad med dig, er du i gang?

Diversitet er god forretning og godt samfundssind.