OBS: En ny ansøgningsrunde åbner i 2025. Nærmere tidspunkt for åbning og frist for ansøgninger, offentliggøres af Erhvervsministeriet, hvorefter hjemmesiden opdateres.
Målgruppe for ordningen
Investeringsordningen til Grøn Industriproduktion er målrettet virksomheder, som producerer vindteknologi og elektrolysatorer i Danmark samt virksomheder, som producerer nøglekomponenter til vindteknologi og Power-to-X produktion i Danmark. Derudover omfatter ordningen også tilhørende produktionen og udvinding af relaterede kritiske råmaterialer. Ordningen målrettes alene støtte til etablering og udvidelse af produktionsanlæg (fx produktion af vindmøller), men ikke til selve VE-anlæggene (fx vindmølleparker).
Midlertidig statsstøtte til udgangen af 2025
For at forsvare og forstærke danske grønne styrkepositioner, har regeringen lanceret en ny målrettet, midlertidig og grøn investeringsordning. Den grønne investeringsordning kan give direkte støtte til virksomheder, der vil etablere ny eller udvide eksisterende produktion inden for vindteknologi og elektrolyseteknologi. Ordningen omfatter også underleverandører hertil.
For at styrke udviklingen af grønne teknologier og understøtte investeringer i grøn industriproduktion i Europa har EU midlertidig tilladt statsstøtte i 2024-2025 til investeringer i produktionsfaciliteter inden for udvalgte grønne teknologier frem til udgangen af næste år. Det er denne mulighed, som Danmark udnytter til at forsvare og forstærke de grønne styrkepositioner inden for vindteknologi og elektrolyseteknologi til power-to-x.
Det er en forudsætning for støtte, at virksomheder kan påvise, at de også ville kunne opnå støtte til deres projekt i et andet land for at sikre, at Danmark ikke bliver førende på statsstøtte. For at få tildelt støtte fra ordningen stilles der også krav om, at investeringsprojektet har tilstrækkelig dansk økonomisk interesse. Det betyder, at støtten vil skulle have en positiv, forventet effekt på dansk erhvervsliv og samfundsøkonomi.