DA / EN
14. december 2023

EIFO sikrer finansiering af Danish Crown fabrik i England

En køberkreditgaranti fra Danmarks Eksport- og Investeringsfond (EIFO) skal være med til at styrke salget af ”Danish Bacon” og dansk kvalitetskød i England.

EIFO stiller en køberkreditgaranti på en halv mia. kr. for Danish Crowns hidtil største investering i England. Garantien er med til at sikre etableringen af en ny forædlingsfabrik i Rochdale ved Manchester.

”Det gør vi, fordi det er vigtigt for Danmark og vigtigt for den grønne omstilling, som Danish Crown og dansk landbrug arbejder målrettet med. Derudover er der masser af eksportordrer til danske eksportører i SMV-segmentet og dermed er finansieringen helt i tråd med vores nye strategi for Large Corporates,” siger CCO i EIFO, Peter Boeskov.

Det gør vi, fordi det er vigtigt for Danmark og vigtigt for den grønne omstilling, som Danish Crown og dansk landbrug arbejder målrettet med.
— Peter Boeskov, CCO i EIFO, Large Corporates

Det er første gang, EIFO og Danish Crown samarbejder. Det nye samarbejde glæder både Peter Boeskov og Thomas Ahle, der er CFO i Danish Crown.

”Samarbejdet med EIFO gør det helt sikkert nemmere at finansiere større investeringer uden for Danmarks grænser. Vi har været rigtig glade for dialogen med EIFO, og det er bestemt ikke utænkeligt, at vi kommer til at udvide samarbejdet i årene, der kommer,” siger Thomas Ahle.

Danish Crowns investering i England skal bidrage til at sikre de danske landmænd en bedre pris for det kød, der ender på bordet hjemme hos de engelske forbrugere, samtidig med den understøtter arbejdspladserne på de danske slagterier.

Kun dansk grisekød

Anlægget vil udelukkende modtage dansk grisekød fra Danish Crown-slagterier i Danmark. Hele baconsider bliver saltet og røget i Danmark, hvorefter de fragtes til det nye anlæg. Når anlægget modtager de 4-5 kilo tunge baconsider fra de danske slagterier, så bliver de skåret i skiver, emballeret og distribueret.

Anlægget er moderne og højt automatiseret og vil have en kapacitet på op til 720 tons bacon og 200 ton gammon (saltede skinker skåret i skiver) pr. uge. Danish Crown får med andre ord kontrol over hele værdikæden fra den danske landmand til de britiske supermarkeder. Anlægget vil desuden spare 764 ton Co2-udledning om året.

Danske Bank har ydet lånet baseret på køberkreditgarantien fra EIFO.

”På baggrund af EIFO’s garanti har vi kunnet tilvejebringe attraktiv, alternativ finansiering til Danish Crown. Det er vi glade for, ligesom vi gennem forløbet har sat pris på den konstruktive dialog parterne imellem. Vi er klar til at se på eventuelle andre projekter med Danish Crown og EIFO i fremtiden,” siger Jesper Brøchner Pettersson fra Structured Export Finance i Danske Bank.

Fabrik placeres i Manchester

Fabrikken etableres i England, nord for Manchester ved byen Rochdale i Kingsway Business Park, der er et selvstændigt industriområde. Danish Crown lejer sig ind i en eksisterende facilitet, og driften igangsættes i etaper. Fabrikken forventes at være oppe på fuld kapacitet inden sommeren 2024.