Folketinget har i går vedtaget lov om Danmarks Eksport- og Investeringsfond og dermed skabt grundlaget for at sammenlægge Vækstfonden, Danmarks Grønne Investeringsfond og EKF Danmarks Eksportkredit.
Danmarks Eksport- og Investeringsfond skal være en fælles indgang for alle danske virksomheder, og levere en sammenhængende, grøn og internationalt orienteret finansieringsindsats. Målet er at gøre Danmark rigere og verden grønnere.
Direktørerne i de nuværende fonde ser store perspektiver og glæder sig til at komme i gang med arbejdet.
Direktør i Vækstfonden, Rolf Kjærgaard siger:
"Vi skal i fællesskab med iværksættere, investorer og virksomheder udvikle de grønne vækst- og eksportvirksomheder, som Danmark ikke må gå glip af. Det får vi alle muligheder for i den nye fond, der bygger på alt det gode, vi har med fra hver af de tre nuværende fonde."
Direktør i EKF Danmarks Eksportkredit, Peder Lundquist siger:
"Den grønne omstilling og en stærk global konkurrence mellem både stater og virksomheder betyder, at der er behov for at styrke det samlede statslige tilbud til alle vækst- og eksportvirksomheder. Med den nye fond får vi endnu flere muskler, så vi kan gøre Danmark rigere og verden grønnere."
Direktør i Danmarks Grønne Investeringsfond, Michael Zöllner siger:
"Opgaven med udvikling og kommercialisering af nye grønne teknologier og grøn transition af hele erhvervslivet er så stor, at der er brug for, at vi investerer som samfund. Målet er at skabe bæredygtig vækst i danske virksomheder og at vise, at grøn omstilling går hånd-i-hånd med god forretning."
Danmarks Eksport- og Investeringsfond vil være en fælles indgang for alle danske virksomheder med behov for risikovillig statslig medfinansiering. Direktørerne understreger, at selvom fondene sammenlægges på sigt, så vil nye og eksisterende kunder fortsat kunne henvende sig til deres normale kontakter i de tre fonde.
Den konkrete etablering af Danmarks Eksport- og Investeringsfond afventer nu regeringens udpegning af en bestyrelse og det stiftende møde i det nye selskab i perioden efter, at loven er trådt i kraft den 1. juli i år.
Kontakt
Kontakt til de tre direktører kan ske ved henvendelse til Jacob Bruun i Vækstfonden og Danmarks Grønne Investeringsfond, mobil 6198 5071, mail jab@vf.dk og Kim Bove i EKF Danmarks Eksportkredit, mobil 2227 3893, mail: kib@ekf.dk