Danmarks Eksport- og Investeringsfond træder ind i kredsen af finansieringspartnere og yder et konvertibelt lån på 14,9 mio. kr. til energilagringsvirksomheden Hyme Energi, der dermed slutter året med en succesfuld finansieringsrunde på 62,8 mio. kr.
Danmarks Eksport- og Investeringsfond ser store potentialer i startuppen Hyme Energy, der er langt fremme med teknologi til lagring af sol og vindenergi i termiske energilagre baseret på smeltet salt.
Derfor er EIFO netop blevet en del af den kapitalrejsningsrunde på i alt 62,8 mio. kr., som Hyme Energy tidligere på måneden sikrede med henblik på videre udvikling, opskalering og kommercialisering af virksomhedens teknologi. Det sker blandt andet i et pilotprojekt i Esbjerg og et kommende på Bornholm.
”Hyme Energy ser ud til at være en af de få aktører, der indtil videre har knækket koden til lagring af energi i smeltet salt. Det er netop sådanne løsninger, som markedet for vedvarende energi kalder på, så vi kan gemme energien fra sol og vind til de mørke og vindstille timer og dermed undgå dyk i forsyningen, energispild og en urentabel energiproduktion. Samtidig kan lageret levere energien tilbage i form af damp og fortrænge fossile brændsler i produktioner, der kræver høj varme," siger Jonas Bjaaland, Investment Director i EIFO.
Potentiale for grøn teknologieksport
Han understreger, at perspektiverne ikke bare er grønne, men også potentielt indbringende for dansk eksport.
"Hyme Energy kan blive en stor danskbaseret Deep Tech-virksomhed, der først og fremmest kan bidrage væsentligt til den grønne omstilling verden over, men samtidig kan virksomheden skabe vækst og arbejdspladser i Danmark – og det er jo netop, hvad EIFO er sat i verden for at understøtte,” siger Jonas Bjaaland videre.
EIFO har i runden ydet et konvertibelt lån på knapt 14,9 mio. kr. Øvrige finansieringspartnere i runden er Brightfolk (Heartland), Nordic Makers, North-East Ventures og VÅR Ventures.
Hyme Energys CEO Ask Emil Løvschall-Jensen er begejstret for at slutte 2023 med at lukke en succesfuld finansieringsrunde:
”Vi er glade for at en internationalt anerkendt institution, som EIFO er trådt ind i kredsen af partnere. Med lukningen af finansieringsrunden kan vi nu gøre os klar til et 2024, der byder på spændende udfordringer med ibrugtagning af et nyt pilotanlæg i Esbjerg og planlægningen af det kommende anlæg på Bornholm,” siger han.
Om Hyme Energy
Hyme Energys ambition er at bidrage til den grønne omstilling og en fremtid uden fossile brændsler ved at udvikle og kommercialisere termisk energilagring.
Teknologien er baseret på natriumhydroxid - salt, der opvarmes af elektricitet fra vedvarende energikilder og holder på varmen, indtil den igen frigives i form af damp.
Virksomheden er i øjeblikket ved at opføre sit første industrielle pilotanlæg i Esbjerg i samarbejde med veletablerede industripartnere - og har yderligere et anlæg i støbeskeen på Bornholm.
Hyme Energy er et spinoff fra Seaborg Technologies, har base i København og beskæftiger 30 medarbejdere.
Læs mere om Hyme Energy her.