I sidste uge var der årsmøde i Verdensbanken i Washington. Skønt den firsårige finansinstitution stadig er størst blandt udviklingsbankerne, er den i fare for at miste indflydelse. Dels er der konkurrence fra regionale initiativer og dels er tidens udfordringer mere politiske end økonomiske.
af Jørn Fredsgaard Sørensen, landechef, EIFO
Det er 80 år siden Verdensbanken blev født i Bretton Woods i New Hampshire, så det var en ældre herre, der inviterede til den årlige fejring af sig selv og sine gode gerninger. Over det meste af en uge kan man få de fleste af sine lyster tilfredsstillet – hvis de altså går i retning af økonomisk nørderi i vækst, udvikling, klimafinansiering og inflations- og fattigdomsbekæmpelse.
Men Verdensbanken og søsterorganisationen IMF er pressede størrelser. Dels ønsker ”det globale syd” større indflydelse i de besluttende organer, og dels var det i år de geopolitiske udfordringer, der mest blev mumlet om i korridorerne. Kampen mod global inflation er stort set vundet, og de store og hyppigste kundekandidater hos IMF som Egypten, Pakistan, Argentina, Tyrkiet, Ecuador, Angola, Ghana, Kenya m.fl. er alle slået ind på ortodoksiens smalle, økonomiske sti. En del af disse lande kæmper fortsat med tømmermændene efter de forrige årtiers billige gældsoptagelse, og Bretton Woods institutionerne gør alt for at kunne øge deres lånekapacitet og gøre den billigere.
Men hvor prisværdige disse tiltag end er, kan det sandsynligvis kun hjælpe marginalt. Gældsoptagelse kan nemlig sammenlignes med indtagelse af alkohol; i de rette mængder kan det forbedre tilværelsen betydeligt – men det gælder om at kende sin tolerancetærskel. Og hvis procenterne er lave – på alkohol/gæld – har man tendens til at indtage/optage lidt mere, så man får den bedste effekt ud af det. Men ligesom alkohol skal nedbrydes, skal gæld i sidste ende tilbagebetales. De eneste penge, der ikke skaber gældsbyrde, er rene gaver eller grants. Det er der ingen, der forestiller sig i det omfang, som det kræver at bringe ulandene ud af fattigdom eller at bekæmpe klimakrisen.
Skønt Bretton Woods institutionerne Verdensbanken og IMF med over 100 mia USD i årlige udbetalinger forsat er klart størst blandt udviklingsbankerne, er der konkurrence at spore fra forskellige regioner. De andre ”traditionelle” udviklingsbanker Asian Development Bank, African Development Bank og Inter-American Development bank har årlige udbetalinger på mellem 5 og 20 mia. USD. De kinesisk influerede udviklingsbanker Asian Infrastructure Investment Bank og New Development Bank (også kaldet BRICS-banken) udbetaler tilsammen ca. 15 mia. USD årligt, men har større ambitioner.
Konkurrencen fra nye aktører med store økonomiske muskler afslører også, at en ny verdensorden er under tilblivelse – og derfor er det for tiden lige så meget de geopolitiske udfordringer som de økonomiske, der dominerer dagsordenen,
Når man kigger væk fra Washington, er det dog ikke kun de rene udviklingsbanker, der driver udviklingen. For eksempel udbetaler Islamic Development Bank ca. 10 mia. USD om året. Men alene i 2022 estimeres Golf-staterne at have udbetalt økonomisk krisehjælp for 25 mia. USD til udvalgte lande. Disse penge kommer direkte fra staterne, gennem deres Sovereign Wealth Funds eller andre statskontrollerede organer.
Vover man sig som repræsentant for en vestlig finansieringsinstitution ud på en konference i det globale syd, mødes man ofte af kritik af de ESG-krav, som følger med finansieringen. Og man får at vide, at der jo er mindre krævende alternativer i Kina eller Mellemøsten. Skønt vi lytter til ønskerne og forsøger at møde modtagerne i ligeværdige partnerskaber, er det svært at slække på de standarder, der er til naturbeskyttelse, kompensation for inddragede landområder og høring af berørte parter. Det er i høj grad det omkringliggende samfund, der beskyttes af ESG-standarderne – og det kan en projektejer godt finde besværligt.
Konkurrencen fra nye aktører med store økonomiske muskler afslører også, at en ny verdensorden er under tilblivelse – og derfor er det for tiden lige så meget de geopolitiske udfordringer som de økonomiske, der dominerer dagsordenen. En uge før det amerikanske præsidentvalg kan man i Washington naturligvis ikke undgå spekulationer om betydningen af den ene eller den anden præsident. Vinder Trump – og gør alvor af sine løfter om massive toldmure – vil der komme ekstra fart på den fragmentering af verdensøkonomien, som allerede har kunnet ses siden Ruslands invasion af Ukraine.
De ramte parter vil naturligvis reagere. Kina er for tiden meget afhængig af udenlandsk efterspørgsel, men har også rent politiske grunde til ikke at lade sig koste rundt af USA. EU kan også blive ramt af amerikanske toldmure, og selvom Europa generelt vil være politisk alliereret med USA, kan EU for at beskytte sin skrøbelige og sårbare økonomi føle sig nødsaget til at skabe sit eget beskyttede hjemmemarked. Efter en tid hvor globaliseringen glødede og de økonomiske kræfter fik frit spil, er det nu politikken, der dominerer
