I Nigeria har et årtier gammelt brændstoftilskud skåret statskassen ned til et uholdbart niveau. Det stopper måske nu, for det stortanlagte Dangote-raffinaderi kan blive en del af løsningen.
Af Lavanyan Thedchanamoorthy, Senioranalytiker, Danmarks Eksport- og Investeringsfond
Efter godt 50 års udforskning gjorde Nigeria sit første kommercielle fund af olie i 1956. Landet er siden gået hen og blevet Afrikas største olieproducent med en daglig produktion på 1,5 mio. tønder olie. Det er dog en brøkdel af, hvad de største olienationer producerer – f.eks. hiver Saudi Arabien dagligt 11 mio. tønder olie op fra dets undergrund. I Nigeria bidrager eksporten af råolie minimalt til værditilvæksten, men er til gengæld den vigtigste kilde til indtjening i hård valuta, idet det udgør 80 pct. af de samlede eksportindtægter.
Hjemlig efterspørgsel dækkes af import
På trods af den store forekomst af olie i den nigerianske undergrund har Afrikas folkerigeste nation paradoksalt nok aldrig været i stand til at imødekomme den hjemlige efterspørgsel efter raffinerede olieprodukter som benzin, diesel og petroleum. Mere end 80 pct. af den lokale efterspørgsel efter raffinerede olieprodukter dækkes af import, der dermed lægger en betydelig dæmper på indtjeningen i hård valuta fra råolieeksporten.
For at gøre ondt værre på de offentlige balancer subsidieres brændstofpriserne i sådan en grad, at nigerianerne i årtier har været vant til nogen af verdens billigste benzin- og dieselpriser.
Kortlivet opgør med brændstoftilskud
Da Bola Tinubu kom til magten i 2023 på et mandat om at kickstarte den skrantende nationaløkonomi, var et af hans første tiltag at fjerne det statskasse-ruinerende brændstoftilskud. Benzinpriserne tredoblede fra den ene dag til den anden og udløste dødelige demonstrationer. Beslutningen om ikke længere at støtte valutakursen har sidenhen deprecieret nairaen med mere end 300 pct., sendt inflationen yderligere i vejret og gjort indkøb af raffinerede olieprodukter dyrere end nogensinde før. Brændstoftilskuddet er nu, til dels, genindført.
Afrikas rigeste mand kommer til undsætning
Nigerias primære problem har været, at landets fire statsejede raffinaderier næsten aldrig har opereret på fuld kapacitet pga. årtiers manglende vedligeholdelse af og investering i produktionsfaciliteterne. Derfor var det også som sendt fra himlen, da Afrikas rigeste person, nigerianske Aliko Dangote, i 2013 annoncerede, at han ville bygge et af verdens største raffinaderier i udkanten af Lagos.
Dangote-raffinaderiet, der skal kunne processere op imod 650.000 tønder råolie ved fuld kapacitet, er udset til at gøre Nigeria til nettoeksportør af raffineret olie. Projektet er så stort, at det bl.a. selv har skulle anlægge en havn for at kunne modtage fremstillingsudstyr og fået opført sit eget kraftværk til at drive raffinaderiet. Det var derfor heller ikke uventet, at projektet ville støde på forsinkelser og budgetoverskridelser under opførelsesperioden, og at mægtige interesser fra olieindustrien ville spænde ben for projektet.
Oliehandel i dollars
Raffinaderiet gik omsider i kommerciel produktion i januar, men har ikke fået leveret den aftalte mængde råolie fra NNPC. Parterne har dog for nærværende aftalt, at NNPC vil oppe sin leverance af råolie til 400.000 tønder per dag mod at oliehandlen afregnes i naira. Selvom det må forventes, at oliehandlen på sigt igen skal afregnes i dollars, vil kapitaludstrømning stadig være væsentligt mindre, end hvis Nigeria fortsat havde importere raffineret olie.
Med et lokalt raffinaderi, der omsider har potentiale til at mætte den lokale efterspørgsel efter raffinerede olieprodukter, virker tiden også moden til, at Nigeria tager et endeligt opgør med det (u)famøse brændstoftilskud. Det vil frigøre vigtige ressourcer, der kan benyttes i andre og mere produktive sektorer. Tilbage står spørgsmålet om regeringen tør og vil se igennem fingrene med, at sådan et tiltag på den korte bane formodentligt vil udløse masseprotester og voldelige sammenstød
Brændstoftilskud med vidtrækkende konsekvenser
Brændstoftilskud blev indført i 1970’erne som en reaktion på den første oliekrise. Hvad der skulle have været en midlertidig støtteordning blev hurtigt institutionaliseret, og skiftende regeringer har for egen vindings skyld øget omfanget af tilskuddene.
Selvom subsidier til kerosene og diesel er afskaffet, er tilskuddet til benzin blevet ved med at stige i sådan en grad, at det over en årrække har overgået udgifterne til mere produktive sektorer som sundhed og uddannelse. Ifølge det nationale olieselskab, NPCC, løb brændstoftilskuddet i 2022 op i $10 mia. og beslaglagde dermed omkring 40 pct. af de offentlige indtægter.
Udover at tære statskassen for milliarder af dollars kritiseres brændstoftilskuddet for at være samfundsøkonomisk forvridende. De største forbrugere af raffinerede olieprodukter er private virksomheder. Blandt de nederste 40 pct. af husholdninger er det kun tre pct., der forbruger benzin. Derudover bidrager brændstoftilskuddet til at opretholde et omfattende netværk af arbitragehandel for kriminelle smuglere, der afsætter det billige brændstof til markedspriser i omkringliggende lande.