Skanderborgvirksomheden ENKOTEC bruger SMV-garantier fra Danmarks Eksport- og Investeringsfond til at sikre salg af fuldautomatiske sømmaskiner til kunder verden over.
Sømmaskinerne sælges både som stand alone-maskiner og i hele fuldautomatiske produktionslinjer – og ordrerne løber ofte op i flere millioner kroner. At kunne tilbyde sine kunder en finansieringsløsning kan derfor hjælpe et salg i hus - og sikre virksomheden sine penge med det samme.
SMV-garantierne bruges aktivt
”I ENKOTEC har vi over en årrække benyttet os af de SMV-garantier, som Danmarks Eksport- og Investeringsfond har målrettet danske SMV’er. Vi bruger ordningerne aktivt i vores salgsproces, fordi det gør det nemmere for kunden at opnå en finansiering – uden at vi løber nogen nævneværdig risiko. Samtidig får vi vores betaling med det samme, hvilket er en kæmpe fordel for os,” siger Gert Kjeldsen, der er adm. direktør i ENKOTEC.
ENKOTEC har aktuelt otte aktive SMV-garantier fordelt på fem lande til en samlet værdi i omegnen af 60 mio. kr.