EIFO understøtter innovation og digitalisering i bedemandsbranchen med et lån til Evercare Holding ApS, der vil udvide branchen til at løfte flere opgaver for de pårørende.
Ejerskifte: Bedemandsvirksomheden Evercare Holding ApS har sat sig for at gentænke bedemandsbranchen gennem digitalisering og en forretningsmodel, som tager højde for en række af de behov og processer, der følger i kølvandet på et dødsfald – fra begravelse og bisættelse over sorgrådgivning til juridisk bistand og salg af bolig.
Bag virksomheden står Peter Thomasen og Carsten Mandalay, der stiftede virksomheden Begravelses Service i 1999. I dag er de hhv. CEO og COO i Evercare Holding ApS, der driver Lokalmægleren og bedemandskæden Begravelses Service.
”Det er en stor byrde, man som efterladt står med, når et familiemedlem går bort. Der har vi set et behov for hjælp til mange af de opgaver, der opstår efter et dødsfald. Dem har vi nu samlet under én paraply,” siger Peter Thomasen, CEO i og medstifter af Evercare Holding ApS.
Digitalisering giver plads til bedre personlig service
Begravelses Service indsamler de nødvendige oplysninger digitalt før mødet med pårørende. På den måde baner digitaliseringen vejen for en mere personlig dialog med de efterladte.
”Før brugte bedemændene 80 procent af tiden på administration og resten på at tale med kunden. Ved at digitalisere det praktiske kan vi frigive tid og rette fokus på den vigtige samtale,” siger Carsten Mandalay, COO i Evercare.
Netop den samtale afslører typisk den kompleksitet, der er forbundet med et dødsfald, mener han:
”Når vi fjerner fokus fra kister og praktik, bliver det et helt andet møde, hvor det også er legitimt at tale om sorg, arv, økonomi og bolig – og alt det andet, der kommer efter begravelsen. Derfor giver det mening for os at løse flere af disse opgaver, mens der for de efterladte kan være en ro og tryghed i, at alt det praktiske er samlet ét sted.”
Klædt på til fremtiden
Behovet for generationsskifte, centraliseringen af krematorier og et ændret digitalt mindset i befolkningen er med til at tegne fremtiden for bedemandsbranchen.
”Opkøb og konsolidering, og ikke mindst digitalisering af ydelser, salg og markedsføring er afgørende, hvis man vil være en af spillerne i fremtidens bedemandsbranche. Med det høje serviceniveau på tværs af vores services føler vi os allerede nu godt rustet til fremtiden,” siger Peter Thomasen, der forudser, at branchen inden for fem år vil være domineret af 4-5 bedemandskæder. Står det til ham vil Evercare-konceptet være en del af en eller flere af disse kæder.
Digitalisering med midler fra EIFO
Med et matchlån fra EIFO sikrede koncernen midler til IT-udvikling og skalering af forretningen med opkøb af en bedemandsvirksomhed og en mæglerforretning.
”EIFO har ikke alene understøttet os økonomisk men også gennem strategisk rådgivning. Skal vi vækste, kommer vi ikke uden om nye lån eller investeringer, og EIFO ved jo, hvad investorerne kigger på. Samtidig ser banken en klar fordel i at have EIFO med på vognen i forhold til fremtidige belåninger. På den måde føler vi os rigtig godt klædt på til næste træk,” siger Peter Thomasen.
En branche i bevægelse
I det større billede håber Peter Thomasen og Carsten Mandalay på at kunne udfordre traditionerne i branchen og gentænke måden vi taler om døden.
”Vi betragter vores ansatte som rådgivere, der med forskellige kompetencer kan løse en række opgaver, der tilgodeser de individuelle behov – også for dem, som vælger kirken fra eller har særlige behov og ønsker til begravelsen,” siger han og slutter:
”Bedemænd ligger inde med en kæmpe viden og erfaring, som ofte overses i debatten om en værdig død. Drømmescenariet er, at vi kan gå i dialog og være med til at nuancere debatten og samtalen.”
Om Evercare
Peter Thomasen og Carsten Mandalay stiftede Begravelses Service i 1999 med ønsket om at tilbyde en mere inkluderende bedemandsservice.
I 2023 grundlagde de Evercare med henblik på at samle en række services i relation til begravelse og dødsfald i én koncern.
Med opkøbet af Københavns ældste bedemandsforretning, N.P. Rostrup samt en ejendomsmæglerforretning, omfatter koncernen i dag datterselskaberne Begravelses Service og Lokalmægleren.
Udover traditionelle bedemandsopgaver og alternative begravelser og bisættelser med ceremonileder, løser Evercare således opgaver omkring arv og testamente, juridisk hjælp ved dødsbobehandling i skifteretten, flytning af indbo og rydning af boliger, salg af bolig og sorgrådgivning.
Derudover løser virksomheden opgaver med morskørsel for politiet (transport af afdøde personer) og hjemsendelse af afdøde til og fra Danmark.
Læs mere på Evercares hjemmeside