Stormagterne har startet et nyt “Scramble for Africa” om adgangen til kontinentets ressourcer. Det kan skabe efterspørgsel efter dansk teknologi og udstyr, men EU har svært ved at gøre sig gældende i forhold til Kina og USA, så måske bliver Europas egen undergrund mere relevant.
Jørn Fredsgaard Sørensen, landechef, Eifo
Blandt selskaber og stater er der sket et strategisk skifte fra effektivitet til robusthed. Hvor det tidligere handlede om at producere billigst muligt, prioriteres nu forsyningssikkerhed og resiliens over for geopolitisk uro.
Derfor er der kamp om metaller og mineraler, der indgår i både våbensystemer og vindmøller.
Kinas dominans er velkendt, og siden Kina i begyndelsen af året demonstrerede sine geopolitiske muskler gennem restriktioner på sjældne jordarter, har bekymringen været mærkbar hos vestlige virksomheder.
Intet sted er konkurrencen mere intens end i Afrika, som rummer 30 pct. af verdens kendte reserver, men som kun tiltrækker ca. 10 pct. af de globale mineinvesteringer.
Kina dominerer udvindingen og forarbejdningen af de fleste metaller, og landets Belt & Road Initiativ (BRI) har øget investeringerne til Afrika voldsomt. Inden for metaller og mineraler tog det blot seks måneder at overgå hele 2024, som i sig selv var et rekordår for BRIs mineaktiviteter.
USA og EU prøver at presse sig ind i forsyningskæderne, men EU’s svar på BRI, Global Gateway, har kun skabt få resultater.
EU’s nye plan, Resource EU, skal udover egenproduktion i Europa også sigte på samarbejde med ligesindede lande.
Der er indgået aftaler med Zambia, DR Congo og Namibia, og der er også underskrevet en hensigtsaftale med Sydafrika.
Mens EU således trækker et pænt papirspor, er de mest synlige aftryk nok de jernbanespor, som løber i Lobito-korridoren fra Angola til Zambia.
De skal især transportere kobber fra det centrale Afrika mod vest til Atlanterhavet. Men skønt det var et europæisk ledet konsortium, der i 2022 vandt kontrakten med at rehabilitere jernbanen, har amerikanske institutioner hældt flere penge i projektet end EU, og de første kobberforsendelser i august 2024 gik da også til USA.
Som svar har Kina finansieret en renovering af Tazara-jernbanen, der går fra Zambia mod øst til Det Indiske Ocean. Kampen om kobberet er kun lige begyndt.
Kina spiller med musklerne
Også indenfor jernmalm viser Kina sine muskler. Efter årtiers bestikkelsesskandaler, retssager og statskup strømmer der nu jern ud af Simandou-bjerget i Guinea i Vestafrika.
Malmen herfra er af særlig høj kvalitet, og med investeringer på 23 mia. dollar har projektet på en gang været det største og mest attråede, men også uigennemførlige for vestlige minefirmaer.
Vendepunktet kom i 2019, da et kinesisk-singaporeansk konglomerat fik chancen og gik i gang med at bygge en 500 km lang jernbane, der skal fragte malmen ud til kysten. Projektet ventes at gøre Guinea til en af verdens hurtigst voksende økonomier og bryde Australiens dominans inden for jernmalm.
Selvom Kinas statslige lån til afrikanske lande er faldet, flyder finansieringen fortsat i form af egenkapitalinvesteringer fra både offentlige og private selskaber.
Amerikanske investeringer er omvendt til at overse.
I 2024 havde USA ligefrem en netto udførsel af kapital. Den statslige US Eximbank planlægger dog at investere 100 mia. dollar globalt i at sikre forsyningskæderne for kritiske mineraler, atomkraft og flydende gas, hvoraf en del vil flyde til Afrika.
USA’s præsident Trump er derudover heller ikke bange for at spille med andre muskler for at fremme amerikanske interesser.
For nyligt underskrev Rwanda og DR Congo i Washington en fredsaftale, der skal afslutte borgerkrigen i det østlige Congo. Ud over støtte til hans kandidatur til Nobels fredspris sikrede Trump sig aftaler om adgang til landenes mineraler.
Blandt andet skal USA’s Development Finance Corporation med 1 mia. dollar støtte et samarbejde mellem congolesiske Gécamines og handelsselskabet Mercuria om salg af kobber og kobolt til amerikanske virksomheder.
Muligheder i europæisk jord
I modsætning til Kinas og USA’s mere koordinerede tilgang, beror EU’s slagkraft på medlemslandenes nationale institutioner – eksportkreditinstitutioner og udviklingsbanker – og den europæiske investeringsbank EIB’s evne til at kanalisere penge til projekterne. I 2024 finansierede EIB dog kun ca. 2 mia. euro i Afrika.
EU’s chance kan ligge i at opfylde afrikanske landes ønske om mere lokal forarbejdning. Investeringer i forarbejdning er kun ca. en fjerdedel af midlerne til udvinding, men nogle lande føler sig nu stærke nok til at begrænse eksporten af rå metaller og kræve en større lokal værditilvækst. F.eks. har DR Congo indført eksportkvoter på kobolt, mens Zimbabwe planlægger forbud mod eksport af litiumkoncentrat fra 2027.
Det kan potentielt skabe danske eksportmuligheder. Jo mere diversificerede økonomierne bliver, des flere muligheder er der for danske virksomheder.
For at understøtte eksporten til Afrika har Eifo som led i regeringens Afrika-strategi etableret en facilitet, der reducerer risikoen markant. Mens kampen om Afrikas metaller spidser til, er EU også i højere grad begyndt at udnytte sin egen undergrund.
Et eksempel er det Eifo-finansierede Vulcan Lionhart-projekt i Tyskland, hvor litium til bilbatterier udvindes fra undergrunden.
Grønland rummer også kritiske råstoffer, hvilket bl.a. demonstreres af selskaber som Greenroc, der udvinder grafit, og Amaroq, der har fundet germanium og gallium, som begge er på EU’s og USA’s lister over kritiske råstoffer.
Omkostningerne er høje i Grønland, men fokus på forsyningssikkerhed kan gøre landet til en alternativ EU-kilde til vigtige metaller.
Denne artikel blev første gang bragt i Børsen 19. december 2025.